Om mig

Jeg har optrådt mange forskellige steder og ikke kun i Danmark. Jeg har optrådt steder som:

  • Tivoli
  • Bakken
  • FOF
  • AOF
  • LOF
  • Visens Venner i Danmark, Norge, Sverige
  • på Kulturnatten i København
  • Kulturhavn på Islands Brygge flere år i træk
  • Skanderborg Festival
  • Frederikssund Visefestival
  • På blokvogne til byfester rundt i landet
  • I indkøbscentre og markedspladser

Jeg optræder også i loger, kirker, menighedshuse m.m. julefester, julefrokoster, og ikke mindst til private fester af enhver art.
Desuden har jeg spillet både revy og teater.

IMG_6137 Tersløsegård 2015

Gennem de mere end 40 år, hvor jeg har optrådt, har der været utrolig mange spændende oplevelser.

Jeg har stået til Sct. Hansaften på Hersted Høje og sunget for 5.000 tilskuere, og jeg har stået i dagligstuen hos tante Anna til hendes 80 år fødselsdag og sunget for 10 gæster!

Til Københavns Havns jubilæum optrådte jeg i Krudttønden på Østerbro, og der skulle være indendørs fyrværkeri på scenen. Desværre fik fyrværkeren aktiveret fyrværkeriet på et forkert tidspunkt, så jeg blev i bogstaveligste forstand brændt af!

Til søndags-danseaftener i Dueslaget ved Damhussøen med showtime og drejescene m.m. skete det en aften, at der blev slagsmål på dansegulvet lige foran scenen, men jeg valgte at forsætte med at synge for at holde publikums opmærksomhed, mens et par stærke dørmænd fik pacificeret kamphanerne.

Jeg har delt garderobe med mange forskellige spændende entertainere fra dansk showbiz, og jeg kan fortælle, at garderobeforholdene kan være meget sparsomme nogle steder. På Bakken på Kunstnerkroen, som nu er brændt, skulle jeg klæde om bag en bardisk – og jeg delte pladsen med to drag queens! Man kan vel levende forestille sig, hvor kneben pladsen var!

Der har været adskilligt flere pudsige og dejlige oplevelser, og jeg håber på, at der venter endnu flere forude.